GUI        FODBOLD        HÅNDBOLD        BADMINTON        PETANQUE        YOGA        Dart
  Klik her for at oprette en profil

  Brugernavn
 
  Password
    Glemt login info?  
Læs GUI's 150 års jubilæumsskrift: Klik her
Se mere under menuen -Billeder til venstre. 
  
     VELKOMMEN TIL GUI 
 
    I GUI HYGGER VI OS MED SPORT - OG DER SKAL VÆRE PLADS TIL ALLE!
 
LIDT OM HVEM GUI ER:
 
GUI, eller Grundfør Ungdoms- & Idrætsforening, har base i Grundfør - en lille landsby kun 3 km fra Hinnerup.
GUI er stiftet i 1866 og er dermed en af de ældste idrætsforeninger i Danmark og den absolut ældste idrætsforening i Favrskov Kommune, men stadig en meget aktiv forening, med plads til alle.
 
GUI har i dag tæt på 500 medlemmer, fordelt på 7 afdelinger.
FODBOLD SENIOR - FODBOLD UNGDOM - HÅNDBOLD - BADMINTON - PETANQUE - YOGA - DART 
 
FODBOLD SENIOR består af 2 herreseniorhold i serie 4 og serie 5 (2017), samt en stor oldboysafdeling. De ældre årgange består af 3 oldboyshold i 35 års, 45 års, samt 1 "fitness" herre hold på 50+, hvor der lægges vægt på motion for alle 2 gange om ugen. Fodbold Senior har ca. 180 medlemmer i alt. Såvel senior-holdene som oldboys-holdene har et fantastisk kammeratskab og der lægges en del vægt på hygge og forskellige sammenkomster i klubhuset.
 
FODBOLD UNGDOM har ca. 180 medlemmer, fordelt på drenge og piger fra små poder og opefter. Afdelingen (og GUI i det hele taget) lægger vægt på, at der skal være plads til alle og en stor forældreopbakning er en selvfølge. Hvis ens barn skal være aktiv i GUI, så skal man også som forældre være aktiv. Kontakt ungdoms-udvalget, hvis du gerne vil bidrage med et stykke arbejde for de unge mennesker.
 
HÅNDBOLDAFDELINGEN er pr. sæsonstart 2013 gået med i klubsamarbejdet Team Faurskov Håndbold, som består af håndboldafdelingerne i SGF, HOG, KIF og GUI. Samarbejdet tæller ca. 50 hold fra de helt små poder og hele vejen op til og med 3. division herrer, flere ungdomshold spiller i 1. division. Følg med i det nye samarbejde på www.teamfh.dk.
Hvis du gerne vil spille håndbold i GUI/TFH skal du tilmelde dig på TFH´s hjemmeside, men husk at vælge GUI som din klub.
 
BADMINTONAFDELINGEN er en ren motionsafdeling, som spiller hver mandag i HH-Hallen i Hinnerup. Afdelingen lancerede, for mange år siden, det man kalder "social badminton", med stor succes. "Social badminton" går ud på, at man blot møder op i hallen, man behøver ikke en makker, for der spilles med skiftende makkere for hver 20 min, så tag ketcheren med og mød op.
 
PETANQUEAFDELINGEN er en afdeling, hvor det går meget op i hygge og samvær over det franske kuglespil. Afdelingen har et meget fint og stort anlæg i Grundfør, i tilknytning til boldbanerne. Hvis du vil prøve spillet, så mød op på banerne og få en gratis prøveaften. Petanqueafdelingen har startet "seniorpetanque" op, de spiller hver tirsdag formiddag i sommerperioden og mødes til en kop kaffe om vinteren i Medborgerhuset. Afdelingen blev etableret i 1996 og lever i bedste velgående.
 
YOGA-AFDELINGEN er kommet til i 2015 og har vokseværk. Afdelingen har lektioner i Grundfør Forsamlingshus een gang om ugen under ledelse af Yoga-instruktør Charlotte Norholt. Det har vist sig at være en meget bæredygtig afdeling, med meget stor interesse fra såvel kvinder, som enkelte mænd.
 
DART-AFDELINGEN er den yngste afdeling (2017) i GUI. Afdelingen er etableret på 1. sal i klubhuset i Grundfør og der er allerede stor aktivitet i afdelingen. Kom og prøv spillet gratis et par gange og se om det er noget for dig. 
 
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere om de enkelte afdelinger ved at klikke på afdelingen i toppen af siden. Du er også velkommen til at kontakte et udvalgsmedlem eller bestyrelsen, hvis du vil vide mere om GUI.
Hvis du vil støtte GUI, uden at være særlig aktiv, kunne det være en idé, at tilmelde dig Petanque, det koster kun kr. 100,00 om året, at være medlem her og så støtter du GUI på den måde.
Du er også altid velkommen til at støtte GUI ved at overføre et beløb på 1911 - 3625601818 i Nordea, husk at skrive hvilken afdeling du ønsker at støtte og dit navn. Vi er også til stadighed interesseret i flere sponsorer på spillertøj eller bandereklamer, så kontakt os endelig.
 
Udover et flot anlæg med kampbaner, helårstræningsbaner og petanquebanerne i Grundfør, har vi også et stort og velfungerende MEDBORGERHUS, som til dagligt fungerer som klubhus for GUI, med nyrenoverede omklædningsrum, mødelokaler, samlingslokaler og et aktivitetsrum med billard, fodboldspil, dart og mange andre spil man kan hygge sig med.
 
Medborgerhuset benyttes desuden af andre klubber og foreninger, med tilknytning til Grundfør. Medborgerhuset må IKKE benyttes til private arrangementer, herunder børnefødselsdage, der henvises til det flotte Forsamlingshus på den anden side af vejen.
 
GUI LÆGGER VÆGT PÅ SOCIALT SAMVÆR MED PLADS TIL ALLE.
Der skal være plads til alle, i alle afdelinger, uanset evner og social baggrund. Vi vil selvfølgelig gerne vinde en kamp, men samværet og hyggen skal altid være i højsædet.
GUI har altid haft ry for at være en hyggelig idrætsforening, hvor man kan dyrke sport, under ordnede forhold, til en overkommelig pris. Det lægger bestyrelsen vægt på stadig er gældende og vil være gældende i årene fremover. Læs eventuelt HÅNBOG for GUI, ved at klikke på den øverst til venstre.
Med dette vil bestyrelsen byde alle velkommen og rigtig god fornøjelse i GUI.
 
På bestyrelsens vegne 
Leif Konradsen
Hovedformand
 
 
 
  
SPONSORER

Denne side er drevet af Klubmodul.dk